Vi kender det alle sammen. Vi kæmper og sveder (og græder nogle gange) i fitnesscentret dag ud og dag, men alligevel står det klart efter nogle uger, at der ikke sker synlige forandringer. Det er frustrerende. Især fordi sommeren står lige for døren.

Men bare rolig. Alle kan komme i god form. Det kræver bare, at du har den rette viden om kroppen, træningen og kosten. Men virker det for uoverskueligt?

Jamen, så bør du måske anskaffe dig en personlig træner!

En personlig træner kan hjælpe dig til et sundere liv, og det sker gennem tilrettelæggelse af et træningsprogram, hjælp til udførelsen af øvelserne og en opmuntrende hånd, når vægtstangen bliver for tung.

I denne guide vil du lære, hvordan du finder den perfekte personlig træner, samt:

  • Hvad en personlig træner er
  • Hvorfor du kan have brug for en personlig træner
  • Hvordan du kan få hjælp til at sammensætte et træningsprogram
  • Og hvordan du eksempelvis finder den rette personlig træner i København

Hvad er en personlig træner så?

En personlig træner er – som navnet nok antyder – en professionel træner, som du kan hyre til at hjælpe dig med din træning. I stedet for at gå alene i fitnesscentret hver dag eller bare være én ud af 50 andre på et træningshold, så får du med en personlig træner en one-on-one-undervisning.

I den tid, du har hyret træneren, vil det være hans/hendes primære opgave at sørge for, at du opnår dine personlige mål. Uanset om det så drejer sig muskelopbygning, at smide de overflødige kilo eller om at blive bedre til en bestemt fysisk disciplin.

For at blive en certificeret personlig træner skal man have gennemført den rette uddannelse, og mange har en baggrund som enten fysioterapeut, kostvejleder eller bachelor/kandidat i idræt.

Hvem kan have brug for en personlig træner?

Ærlig talt, så kan alle få gavn af en personlig træner. Én ting er at gå i fitnesscentret og træne efter bedste overbevisning. En helt anden ting er at have en professionel træner til at fortælle dig, hvad du har brug for, og om du udfører øvelserne korrekt.

Og tro ikke, at det kun er desperate personer, som søger denne hjælp. I løbet af de sidste par år er det kun blevet mere og mere populært at anskaffe sig en personlig træner. Alt lige fra celebrities til topdirektører og til dig og mig – alle kan have gavn af en personlig træner.

Hvilket også giver god mening, da omtrent hver anden dansker enten er ude af form eller decideret overvægtige.

Hvordan fungerer det så helt praktisk med en personlig træner?

Der er mange forskellige måder at samarbejde med en personlig træner.

Én måde er at hyre en personlig træner til at vise dig, hvordan du bruger et fitnesscenters udstyr og maskiner. Denne person er typisk tilknyttet det bestemte fitnesscenter, og på den måde kan du få en god introduktion til det hele. Efter denne enkelte session er du klar til at stå på egne ben.

Den mere klassiske måde er at have 2-3 sessioner om ugen med en personlig træner, som så følger dig fra start til slut. Denne person behøver ikke nødvendigvis at være tilknyttet nogen større kæde, da mange personlige trænere arbejder selvstændigt.

En session varer typisk en times tid. Prisen er også ofte i omegnen af 500 kr. for én session, men det kan selvfølgelig ændre sig alt efter hvem du går til, og hvilke mål du har.

En personlig træner sammensætter et træningsprogram

En af de helt klare fordele ved en personlig træner er, at vedkommende kan sammensætte det perfekte træningsprogram til dig.

Et træningsprogram er – ligesom en kostplan – en overskuelig plan for, hvordan du bedst opnår dine mål. Du får en udførlig guide til, hvilke træningsøvelser du skal udføre, i hvilket omfang og hvornår på ugen, du skal kaste dig over dem.

Træneren vil i samarbejde med dig finde ud af, hvordan dit træningsprogram skal se ud, og så vil vedkommende sørge for, at du faktisk kommer igennem det.

Hvis du vil vide mere om, hvordan man sammensætter et træningsprogram, så læs vores guide her.

Derfor bør du have en personlig træner

En personlig træner giver dig:

  • Et tilrettelagt træningsprogram: Hovedopgaven for en personlig træner er at finde ud af, hvad du har brug for, og hvordan du bedst opnår det. En personlig træner kan lægge det perfekte træningsprogram, der passer til lige præcis dig – og så skal vedkommende nok sørge for, at du gennemfører det.
  • Et objektivt og kritisk blik: Du skal ikke forvente, at en personlig træner pakker noget ind i vat. Personens job er at hjælpe dig, at presse dig, at fortælle dig sandheden. Så hvis du er i tvivl om, om der er noget på din krop, der bør forbedres, eller om du gør noget forkert, så forvent et ærligt svar fra din personlige træner.
  • Et blik på formen: Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at have den rette form, når man træner. Du tror måske, at dine bevægelser ser rigtige ud, når du kigger på dig selv i spejlet, men du bør altid have en makker – eller en professionel – ved din side, så du undgår skader og får det maksimale ud af øvelserne.
  • Et motiverende pres: Lige så lidt som en personlig træner pakker noget ind i vat, lige så lidt lader personen dig slippe, hvis du faktisk godt kunne præstere lidt endnu. Bedst som du tror, at dine arme ikke kan presse vægtstangen op én til gang, får træneren dig overbevist om det modsatte.

Andre gode grunde til at have en personlig træner

Der er altså mange gode grunde til at søge hjælp hos en personlig træner. Både de officielle, men også de uofficielle. Her er nogle eksempler på de fordele, der ikke bliver reklameret for, men som oftest følger med i pakken:

  • Du lærer: Hele ideen med en personlig træner er, at personen ved mere end alle andre. Hvis du får hjælp af en personlig træner, vil du ikke alene få skræddersyet det perfekte træningsprogram, men du vil faktisk også lære, hvordan kroppen virker, og hvordan alle maskinerne/øvelserne skal udføres.
  • Du bliver mere social: Med en personlig træner får du ikke bare en coach, du får også en kammerat. Selvom det er meningen, I kun skal have et professionelt samarbejde, så vil det nærmest være uundgåeligt ikke at forme en eller anden form for venskab. Det betyder også, at du har en partner, når du tager op i fitnesscentret, og det er oftest mere behageligt end at være alene.
  • Du bliver bedre til at overholde aftaler: Tid er penge. Især hvis du bruger penge på tid, du faktisk ikke udnytter. Én ting er at springe en tur i fitnesscentret over, fordi du ikke lige føler for det. Noget helt andet er at skulle stå til regnskab over for din personlig træner, som du har betalt for at være til stede i centret sammen med dig.
  • Du kommer til at holde af at træne: Det her er måske én af de mest overraskende fordele ved en personlig træner: Du kommer faktisk til at synes, at det er sjovt at træne! Vildt, ikke? Men ser du, det er personens job. At gøre din træning interessant, underholdende, eksperimenterende, udfordrende, effektiv og… ja, endda sjov.

Sådan vælger du en personlig træner

Hvis du har mod på at prøve kræfter med en personlig træner, så bør du også have mod til at vælge den rette. Du bør ikke bare tage den første og den bedste, der dukker op i din Google-søgning. Brug den nødvendige tid på at finde ud af, hvem der passer bedst til lige præcis dig og dine behov.

Gennemgå disse trin én for én, og du vil ende ud med en personlig træner, der passer perfekt til dig:

  • Definer specifikke mål
  • Kend dine begrænsninger og udfordringer
  • Beslut dig for, hvordan og hvor det skal finde sted
  • Research potentielle trænere
  • Giv feedback og reevaluer

Og så er det bare med at klø på, indtil du en dag har nået dine mål – eller simpelthen har fået så meget ud af din personlige træner, at du kan fortsætte træningen på egen hånd.

1. Definer specifikke mål

Det første, du bør gøre, er at stille dig selv spørgsmålet: Hvad vil du ændre – og hvorfor?

Der kan være mange grunde til at søge hjælp hos en personlig træner. De ”klassiske” mål er som regel enten at opbygge større muskler, at tabe sig eller at blive bedre til en bestemt disciplin. Men du bør være endnu mere specifik end det.

Sig eksempelvis til dig selv, at du enten vil:

  • gøre dine muskler mere tonede
  • kunne du løfte din egen kropsvægt
  • opbygge større styrke
  • få et tydeligt vaskebræt
  • se godt ud nøgen
  • tabe 10 kilo
  • få mavefedtet væk
  • kunne sprinte endnu længere
  • eller løbe 5 kilometer på 25 minutter

Du kan også bruge SMART-metoden til at definere dine mål:

  • Det skal være Specifikt: I stedet for ”stærkere”, så gå efter ”at kunne løfte min egen kropsvægt ved et pull-up”.
  • Det skal være Målbart: Det skal være muligt for dig at holde løbende øje med, om du har forbedret dig.
  • Det skal være reAlistisk: Det er vigtigt, at et mål hverken er for svært at opnå eller for let at opnå. Det skal både være udfordrende, men også opnåeligt.
  • Det skal være Relevant: Har du for meget mavefedt? Så gå efter at tabe x kilo. Er dine arme for tynde? Så gå efter at kunne løfte x kilo.
  • Det skal være Tidsbegrænset: Sæt dig en deadline og overhold den.

2. Kend dine begrænsninger og udfordringer

Inden du opsøger potentielle trænere, så bør du også have det praktiske på plads.

Du skal blandt andet tage højde for, hvor meget tid du kan sætte af til dit træningsprogram. Den nødvendige længde kan variere meget, og der findes ikke én ideel mængde tid at træne i. Dog tyder flere studier på, at du ikke nødvendigvis får så meget mere ud af din træning, når den første time er passeret. Et træningsprogram kan dog også være meget kortere end 1 time – se bare på den populære ’7-minute Workout’.

Og så er der de fysiologiske udfordringer. Er du svært overvægtigt? Så bør du nok ikke bede en personlig træner om at fokusere på din ”core” (mavemuskler) lige i starten. Eller hvis du lider af en skade, så bør du nok være forberedt på, at det kommer til at kræve mere sved og viljestyrke, end ved de fleste.

Du skal dog ikke lade dig begrænse – du skal bare være realistisk.

3. Hjemmetræning eller i fitnesscentret?

Du skal også gøre op med dig selv, om din personlig træner skal møde dig i fitnesscentret eller derhjemme. Begge dele har sine fordele og ulemper.

Den helt klare fordel ved fitnesscentret er, at du og din personlige træner har alverdens redskaber at gøre brug af. Dermed kan din træner sammensætte et langt mere varieret træningsprogram til dig. Meeeen. Et fitnesscenter kan også hurtigt blive fyldt op med en horde af mennesker, og det kan gøre det ubelejligt, hvis du ikke kan komme til de rette maskiner.

Hjemmetræning, på den anden side, gør det ikke muligt for dig at træne med ligeså mange maskiner og redskaber. Til gengæld har du mere fred og ro til at arbejde sammen med din personlig træner, og det kan være afgørende for dine resultater, om du befinder dig i et miljø, du er tryg ved.

4. Research potentielle trænere

Du har nu alle de praktiske ting på plads, og nu skal du så finde ud af, hvem din træner skal være. Det skal være en personlig træner, som matcher dine mål, begrænsninger, prisleje og tid.

Du har ikke tid til at interviewe alle trænere i hele Danmark, men du har formentligt tid til at google danske trænere og spotte, hvem der kunne være potentielle kandidater. De fleste har hjemmesider, hvor de gør det klart, hvem de er, og hvad de kan.

Ring derefter til de 3-5 stykker, som du tænker kunne være et godt match. En samtale burde være nok til at bedømme, om du kan se et match eller ej. Prøv eventuelt at finde en træner, som kan relatere til den situation, du står i. Hvis du altid har haft problemer med at få større muskler, så søg hjælp hos en personlig træner, der har prøvet det samme og faktisk overkommet det.

Du kan også med fordel gå ned i dine lokale fitnesscentre og få en hurtig samtale med deres trænere. De vil altid være begejstrede for at vise, hvad de kan!

Her finder du en personlig træner i København

Du vil nok ikke blive overrasket over at finde ud af, at du lettest finder en personlig træner i København. Vi har her udvalgt nogle forskellige kandidater, som byder på hvert sit fokusområde:

  • Sebastian Lundbergs (http://www.sebastianlundberg.dk) kerneområde er styrketræning, og som personlig træner i København kan du både mødes med ham i fitnesscentret Repeat eller i hans eget private træningscenter.
  • Anja Maxmiling (http://anjamaxmiling.dk) har erfaring med konditionstræning og varigt vægttab, og hun har ligeledes åbnet sit eget træningscenter.
  • Mette Lyngholm (http://mettelyngholm.com) forstår sig på konkurrencegymnastik, så hvis du vil guides i teknik og styrke, er hun et godt eksempel på en personlig træner i København.

5. Giv løbende feedback

Tillykke! Du har nu fundet dig en personlig træner, som passer perfekt til dine behov. Fedt, mand!

Så nu handler det bare om at træne. At følge instrukserne. Og at opnå dine mål.

Men mens din personlige træner holder dig motiveret og på den rette sti, skal du også løbende give din ham/hende feedback. Overvej, om du får dét ud af træningen, du ville. Kan du mærke, at du og din træner passer godt sammen? Er der noget, der bør gøres bedre?

Det er helt okay, hvis du efter noget tid ikke længere synes, at samarbejdet er optimalt. Hvis det er tilfældet, så gør du både dig selv og din personlig træner en tjeneste ved at finde en ny træner.

Det er din tid, dine penge og din krop – så få det bedste ud af det!