Idealvægt - Sådan udregner du idealvægten for mænd og kvinder

Skrevet af Lisa Batten
Personlig træner og kostcoach, Ph.D, CPT, PN1
01. aug 2021
idealvægt

“Hvad er min idealvægt?” er et omdiskuteret spørgsmål, som ofte følges op med et: 

”Hvad burde min vægt at være?”.

Mediernes fokus på hvordan den ideelle kropsvægt bør være, er større end nogensinde, men hvad dækker begrebet idealvægt egentligt over? Det vil vi forsøge at belyse.

Hvad er din idealvægt?

Begrebet idealvægt fortæller dig hvor meget du ideelt set skal veje, og er desuden et udtryk for den vægttilstand, hvor din krop fysiologisk set kan fungere optimalt, uden øget risiko for sygdomme. Med andre ord er ens idealvægt et mål for, hvordan man forbliver sund i forhold til livslængde og helbred.

Hvorvidt ens reelle vægt er sund, afhænger af forskellige faktorer, som for eksempel højde, alder, køn (mand eller kvinde), kropsbygning, form og så videre.

Der er en tæt sammenhæng mellem overvægt/fedme og en lang række livsstilssygdomme, herunder hjerte-karsygdomme, type 2-diabetes og nogle typer af kræft. Desuden er overvægt forbundet med en øget risiko for udvikling af depression og andre psykiske sygdomme.

I den anden retning vil undervægt ofte medføre tab af energi og næringsstoffer til kroppens vækst og vedligeholdelse, hvilket kan resultere i blodmangel, knogleskørhed og nedsat fertilitet.

Immunsvaret kan som følge af undervægt blive svækket og dermed nedsætte evnen til at stå imod visse sygdomme. Det er dog ikke blot ens vægt, der øger risikoen for sygdomme – også parametre som for eksempel rygning, fysisk inaktivitet, alkoholvaner, manglende søvn og stress kan spille ind. 

En sund og optimal vægt er derfor ikke ensbetydende med, at man er sund. Taget dette i betragtning, kan ens idealvægt ikke udelukkende vurderes på baggrund af hvad badevægten viser, da der som nævnt er flere faktorer der spiller ind.

Tab dig nemt
Skræddersyet kostplan

Vil du tabe et par kilo? Med Arono får du den mest effektive guide til et vægttab. En kostplan skræddersyes til dig og 1000+ sunde opskrifter sikrer at du hver dag holder dig indenfor dit kaloriemål.

Sådan udregner du din idealvægt

Flere studier har forsøgt at give forskellige bud på metoder til, hvorledes man kan udregne idealvægt. Nogle fokuserer alene på talje-hofte-ratio, mens andre udelukkende kigger på fedtprocenten. Den mest anvendte metode til at udregne ens idealvægt har dog altid været ved hjælp af måling af ens BMI, som står for Boby Mass Index.

BMI er et mål for et individs sammenhæng mellem højde og vægt, og kan derfor bruges som rettesnor til at vurdere, om man har den passende vægt i forhold til ens højde. Dermed ikke sagt, at det er et endegyldigt mål for ens sundhedstilstand. 

Hvordan udregner jeg mit BMI-tal?

BMI-værdier kan deles op i grupper, som definerer både undervægt, normalvægt og overvægt. Når man kender sin BMI, kan følgende klassificering indikere ens placering i en specifik vægtklasse:

Vægt BMI Fare for livsstilsygdomme og forhøjet dødelighed
Undervægtig Under 18,5 Let forøget
Normalvægtig 18,5 - 24,9 Lav
Overvægtig 25 - 29,9 Let forøget
Fedme 30,0 - 34,9 Forøget
Svær fedme 35,0 - 39,9 Meget forøget
Ekstrem svær fedme Over 40 Ekstra meget forøget

Måden hvorpå man kan tjekke om ens vægt er sund i forhold til ens højde, er ved at udregne ens BMI med afsæt i følgende formel:

BMI = vægt(kg) / højde2(m) 

Eksempel på udregning for en person der vejer 85 kg og er 1,85 m høj: 85 kg / (1,85 m x 1,85 m) = BMI 24,83.

Fremgangsmåde for udregning: Start med at gange din højde2: 1,85 x 1,85 = 3,4225.
Divider derefter din vægt med din højde2: 85 / 3,4225 = 24,83.

Brug vores BMI-beregner her, og find din præcise BMI. 

Hvad siger BMI om din (u)sundhed?

Der kan være forskellige grunde til at ville kende sin Body Mass Index, og i dag anvendes ovenstående udregningsmetode som primært redskab til at følge en persons vægtudvikling – hvad enten det er i forbindelse med et vægttab eller vægtøgning. Det er dog vigtigt at huske på, at udregning af BMI ikke tager forbehold for faktorer som eksempelvis køn, alder, muskelmasse, knoglebygning og fedtprocent.

BMI er således ikke i sig selv er et endegyldigt resultat for, om ens vægt er sund. En af fordelene ved BMI er, at man får nogle præcise tal for, hvornår man er i den sunde ende samt hvornår man burde overveje at tabe sig.

BMI-målene siger bedst noget om mænd og kvinder i alderen fra 20 år og opefter. Der kan dog være flere ulemper forbundet med at bruge sit BMI-tal som eneste mål for, om man har en sund vægt eller ej:

BMI tager ikke højde for forskellen mellem muskler og fedt 

BMI skelner ikke mellem fedt, som i alt for store mængder kan øge risikoen for livsstilssygdomme, og muskler, som næsten vejer 20 % mere end fedt, men ikke er sundhedsskadelige. Eksempelvis kan to personer der er lige høje, men hvor den ene har en stor muskelmasse og mindre fedt, og den anden har meget fedt på kroppen, men til gengæld en lille muskelmasse, veje præcist det samme.

Da de er lige høje, vil deres BMI-tal være ens, hvorfor de på papiret, vil have en lige sund vægt – men i virkeligheden vil den muskuløse være sundere end den anden.

BMI-tal forholder sig ikke til kroppens fedtfordeling

Det har stor betydning for ens sundhed, hvordan fedt fordeler sig på kroppen. Hvis ens fedt primært er placeret rundt om maven, har det en negativ indvirkning på ens sundhed. Hvis det derimod er koncentreret omkring lår, hofte og baller, er det langt sundere. Men dette siger en BMI-udredning intet om, hvorfor en måling af ens taljemål eller hofte-talje-ratio ville være at foretrække.

Din vægt kan svinge meget

For at kunne foretage en god BMI-udregning, forudsætter det, at man har nogle korrekte og pålidelige tal på såvel ens vægt og højde. Men eftersom at ens vægt kan svinge grundet forskellige faktorer som cyklus, svedtab, tidspunkt på dagen og indtagelse af mad/drikke, kan ens BMI-tal svinge, uden at ens sundhed nødvendigvis af den grund svinger.

Grænserne for et ’ BMI’ spænder bredt

Eksempelvis kan en person på 1,7 meter veje alt mellem 54 og 72 kilo (en forskel på 18 kg), og stadig være normalvægtig. Hvis disse kilo sidder ”forkert” placeret omkring maveregionen, kan selv et normalt BMI indbefatte en øget risiko for livsstilssygdomme. I forbindelse hermed viser flere undersøgelser, at risikoen for diverse livsstilssygdomme er stigende inden for det normale BMI-interval.

Taget ovenstående punkter i betragtning, er det fordelagtigt ikke at lade BMI-tal tale for sig selv i forhold til at vurdere om man har en sund vægt.

 

Andre metoder til udregning af din idealvægt

Der findes mange metoder og formler til at udregne sin idealvægt, da man ikke kun bør kigge på sin BMI, hvis man ønsker at undersøge om man har en sund vægt. 

Mål dit taljemål 

En anden måde at vurdere hvorvidt ens vægt er sund, er ved at måle ens taljemål. Taljemålet fortæller – i modsætning til BMI-tallet – hvor meget fedt du har omkring maven (abdominalt fedt), og er derfor en god indikator for, om man har for meget af det farlige mavefedt på kroppen.

Forskning viser, at for meget mavefedt øger risikoen for en lang række livsstilsygdomme. Hvis dit taljemål er over 88 cm som kvinde eller over 102 som mand, vil et vægttab være fordelagtigt.

Beregn din talje-hofte-ratio

BMI-tal siger ikke noget om kroppens fedtfordeling, men det gør den såkaldte talje-hofte-ratio, som fortæller noget om hvor tyk man er om livet i forhold til ens hofteomkreds – med andre ord, om man har en sund pære-form eller en mere usund æble-form, hvor det meste fedt er centreret omkring maven.

Talje-hoftemålet er for højt, hvis man overstiger en værdi på 0,90 eller derover som mand og 0,85 eller derover som kvinde. Ens talje-hoftemål kan udregnes ved at dividere dit taljemål med dit hoftemål.

Mål din fedtprocent

Ens fedtprocent kan måles via forskellige metoder, men det er ofte komplekst at udføre, da disse kræver særligt udstyr. Fordelen ved at måle ens fedtprocent er, at det jo netop er selve fedtet (i for store mængder), der skader ens sundhed.

Ulempen kan derimod være, at ens fedtprocent som udgangspunkt ikke siger noget om selve fedtfordelingen.

Hvor stor en usikkerhed er der forbundet med din idealvægt?

Flere undersøgelser viser, at ens sundhedsrisiko kun øges ganske lidt, selvom ens BMI-tal ligger et par point fra det optimale. Det betyder, at selvom din vægt er +/- 6 kg fra din idealvægt, så ligger vægten stadig inden for det optimale område.

Din kropsbygning – altså forskellen i hvor kraftigt/bredt skelet du har, kan påvirke kropsvægten med 6-8%. Af den grund er der i de fleste beregninger af idealvægt en indbygget justering på +/- 8%.

Er der andre faktorer, der påvirker min idealvægt?

Hvis du er ryger eller er tidligere ryger, bør din BMI være lidt højere end ikke-rygere. Det skyldes, at rygere har risiko for at udvikle følgesygdomme (f.eks. KOL). En tidligere ryger vil have større sandsynlighed for at bekæmpe en sygdom, hvis kropsvægten er i overvægtsområdet eller normalområdet frem for undervægtsområdet.

Din idealvægt vil også stige, jo ældre du bliver. Dog skal ældre mennesker have i tankerne, at de stadig skal kunne bevæge sig og være mobile.

Hvad gør jeg, hvis jeg vejer for lidt i forhold til idealvægten?

Hvis din kropsvægt ligger 5-8 kg under din idealvægt, så skal du ikke spise fed mad, da det blot vil øge din vægt og dermed fedtprocent – du skal derimod øge din muskelmasse (f.eks. via træning). 

Hvad gør jeg, hvis jeg vejer for meget i forhold til idealvægten?

Hvis din BMI er over 30 eller hvis du har en livsstilssygdom som eksempelvis type 2-diabetes, bør du overveje en slankekur.

Lær mere om det sunde liv med Arono

Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan opnå din idealvægt, så læs videre på Arono.dk. Her finder du en masse artikler og guides, der hjælper dig med kost, motion og den gode balance. Du kan også hurtigt og let oprette dig som bruger, og så vil vores app skræddersy den perfekte kostplan til dig, så du kan opnå et vægttab – og i bedste fald nå din idealvægt.

Få en gratis personlig kostplan!

 

Ofte stillede spørgsmål

Din idealvægt er – ligesom navnet antyder – det specifikke tal, du burde veje. Idealvægten er med andre ord et mål for hvornår du er sund ift. livslængde og helbred.  

Der findes ikke én bestemt måde at udregne sin idealvægt på. Nogle af de mest brugte metoder er; Udregning af BMI, talje-hofte-ratio og måling af fedtprocent.

Ja, idealvægten udregnes oftest i forhold til din højde, alder, køn og kropsbygning – og kan derfor ikke udelukkende vurderes ud fra hvad badevægten viser.

En sund vægt skal forstås som en vægt, der giver dig mindst mulig risiko for sygdom. Risikoen bliver betydelig større for en lang række sygdomme som diabetes og hjerte-karsygdomme, hvis ens BMI overstiger 30.